Den danske folkekirke er dybt forældet, mener oppositionen.
Derfor vil de lukke kirkeministeriet og give kirken sin egen forfatning, skriver Kristeligt Dagblad.
"Det er ikke holdbart, at staten påtager sig ansvaret som arbejdsgiver og er chef for folkekirkens økonomi. Det piller selvfølgelig ved kirkeministerens funktion. Der skal være et selvstændigt religionsministerium eller et 'kontor' vedrørende religiøse vilkår i Danmark," forklarer Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen Klint, over for avisen.
SF's Pernille Vigsø Bagge er enig, og vil "arbejde hen imod, at kirkeministerposten bliver overflødiggjort ad åre og erstattet af en religionsministerpost," siger hun.
Dermed giver oppositionen klart svar til landets menighedsråd, der i et åbent brev undrer sig over, hvad politikerne på tværs af Folketingets skel vil gøre med kirken, hvis de vinder valget.
"Vi kan derfor kun opfordre til, at politikerne får formuleret klare svar til vælgerne på området, så spørgsmålet om adskillelse, forfatning eller status quo bliver noget, man reelt kan tage med i sine overvejelser, når man sætter sit kryds d. 15," lyder det i en pressemeddelelse.