VORES VALG

Startskud til 12 min. lyder til foråret

Selvom krisen stadig ikke har sluppet sit tag i landet, så skal arbejdsmarkedets parter forholde sig til de tolv minutter fra 2012.
Helle Thorning-Schmidt forsøger at lukke diskussion om de 12 minutter.
Helle Thorning-Schmidt forsøger at lukke diskussion om de 12 minutter. Foto: Jens Dresling / POLFOTO

Allerede fra foråret skal de efterhånden berømte og berygtede 12 minutter med til forhandlingerne, når arbejdsmarkedets parter forhandler overenskomster.

Det fastslår Helle Thorning-Schmidt (S) efter SF i aftes bragte usikkerhed om, hvornår den ekstra times arbejde skal rulles ud.

"Hvis danskerne skal arbejde længere - hvilket vi håber, de vil være med til - så skal det besluttes ved overenskomstforhandlinger, som løber over de næste to år."

"Det vil sige, at vi langsomt over de næste to år i takt med at vi får gang i væksten skal bede danskerne om at arbejde mere. Så enkelt er det i virkeligheden," siger S-formanden.

"Der vil være overenskomstforhandlinger i 2012 og 2013. Frem mod 2015 vil det her være fuldt implementeret. Det er her vi alle sammen i gennemsnit skal arbejde en time mere om ugen," siger Helle Thorning-Schmidt til Newspaq.

Dermed banker hun SF's Astrid Krag på plads. I går sagde hun nemlig i DR's valgprogram:

"Vi skal først og fremmest ud af denne krise og skabe flere job. Det giver ingen mening at arbejde 12 minutter ekstra nu, hvor der er lange køer på arbejdsløshedskontorerne, og hvor ledigheden er steget for tredje måned i træk," lød det fra SF-næstformanden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.