12 minutter er i gennemsnit. Ikke som en pligt oven på danskernes normale 37 timers arbejdsuge.
Sådan lyder forklaringen fra Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, efter at flere medlemmer af Arbejdsmarkedskommissionen sætter spørgsmål ved antallet af minutters ekstra arbejde, der kan give 15 milliarder kroner til statskassen.
Både direktøren for SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Jørgen Søndergaard, og økonomiprofessor Michael Svarer mener, at danskerne skal nærmere en 40 timers arbejdsuge for at finde 15 milliarder.
"Han (Jørgen Søndergaard, red.) taler om normal arbejdstid, og vi taler om gennemsnitlig arbejdstid. Nogen gange kan det være en fordel at læse det, som Socialdemokraterne skriver," siger Morten Bødskov til Newspaq og fortsætter:
"Vi har en lang række tiltag for at hæve den gennemsnitlige arbejdstid," siger Morten Bødskov og fremhæver at mindske sygefraværet og få de unge hurtigere gennem uddannelserne.
Socialdemokraterne har ingen planer om at røre ved den normale arbejdsuge på 37 timer, forsikrer Morten Bødskov. Udover mindre sygefravær og hurtigere uddannelse skal de 15 milliarder sikres ved, at danskere på deltid skal have bedre mulighed for at kommer på fuldtid.
Skulle de 15 milliarder findes ved at skrue på den normale arbejdsuge, så ville det være tættere på 40 timer om ugen i stedet for 38, mener Jørgen Søndergaard.