Selvom Sylvester Stallone hørte til blandt 80'erne og 90'ernes mest eftertragtede actionskuespillere, var han altid jaloux på kollegaerne Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis. Det fortæller han til engelske Female First.
"Jeg konkurrerede meget med dem, og jeg blev meget jaloux, hvis de fik en bedre film eller et bedre manuskript end mig," siger Stallone til det engelske magasin.
Med hårdtslående roller som Rambo og Rocky oplevede Stallone ellers stor personlig succes. Alligevel følte han sig gang på gang slået af Terminator-Schwarzenegger i kampen om at få de fede roller.
"Han var meget mere omhyggelig end mig. Jeg tog for let på tingene. Han arbejdede som en maskine, og jeg anså ham som en fjende," siger Rambo-skuespilleren om de mange dueller med Californiens nuværende guvernør.
Også Die Hard-stjernen Bruce Willis blev betragtet som en ond modstander i kampen om de bedste action-roller. Men netop de tre aldrende stjerner spiller nu sammen i premierefilmen "The Expandables", som Stallone selv har instrueret.