Siden Sylvester Stallones ældste søn blev fundet død i Hollywood Hills i midten af juli, har der floreret en række spekulationer om dødsårsagen.
Men nu fastslår retsmedicinere i Los Angeles, at actionheltens søn fik et hjertestop som følge af en hjerte-kar-sygdom. Der blev kun fundet "meget få" stoffer i 36-årige Sage Moonblood Stallones lig, lyder det.
Den unge mand, som ligesom sin far var skuespiller, havde pilleglas med receptpligtig medicin liggende i sin lejlighed. Det satte for alvor gang i spekulationerne om dødsårsagen.
Men retsmedicinerne beskriver dødsfaldet som naturligt og forklarer, at Sage Stallone ikke led af andre sygdomme end åreforkalkning.
Han var i juli ved at planlægge sit eget bryllup i Las Vegas, da han fik et hjertestop.
Faderen fik meddelelsen om sønnens bortgang, mens han deltog i den årlige Comic Con-festival i San Diego for at promovere sin nye film "Expendables 2".
- Når forældre mister et barn, kan smerten ikke blive større. Dette frygtelige tab vil følge os resten af livet, sagde 66-årige Sylvester Stallone dengang.
- Sage var vores første barn, og han var det vigtigste i livet for os, tilføjede actionstjernen fra Rambo og Rocky-filmene.
Sage Stallone spillede sammen med sin berømte far i to film i 90'erne - nemlig i Rocky V og Daylight.