I et interview med magasinet People fortæller den danske skuespillerinde Brigitte Nielsen nu om, hvordan det lykkedes hende at blive mor igen som 54-årig.
Det er femte gang, at Brigitte Nielsen byder et barn velkommen til verden, men denne gang har det været en lang rejse at nå målet.
Ifølge magasinet har det taget skuespillerinden og hendes mand, Mattia Dessi, mere end ti års fertilitetsbehandling.
- Det har været en virkelig lang vej. Jeg vil gerne have, at kvinder skal vide, at alt er muligt, men man skal være realistisk, siger hun til magasinet.
I maj måned offentliggjorde skuespillerinden på de sociale medier, at hun var gravid, og den 22. juni fødte hun datteren Frida.
I interviewet forklarer hun, at hun som 40-årig, kort tid efter at hun mødte Mattia Dessi, fik frosset æg ned.
- Hvis man ikke vil bruge donoræg, så må du få gemt dine egne i en passende alder, hvis der skal være en chance. Jeg ville ikke engang prøve at få dem frosset ned, efter at jeg var rundet de 42 år, siger hun.
Brigitte Nielsen fik at vide af lægerne, at der ville være en meget lille chance for, at hun ville kunne blive gravid med et af sine egne æg, fortæller hun.
Og projektet har da også båret mange skuffelser undervejs, siger skuespillerinden.
- Man får det der opkald, "den er negativ". Der er så meget ventetid. Det er en lang, lang rejse, siger hun.
- Og så er det dyrt. Det er hverken nemt eller billigt, hvis man gør det som mig. Det skal folk vide, siger hun.
Brigitte Nielsen er blandt andet kendt for sit tidligere ægteskab med skuespilleren Sylvester Stallone.
Siden optrådte hun blandt andet i filmen "Frækkere end politiet tillader 2".
Ud over sin filmkarriere har Brigitte Nielsen også optrådt i en række tv-programmer, blandt andet DR's amatørdirigentkonkurrence "Maestro" og den tyske udgave af "Vild med dans".
/ritzau/