En 45-årig mand har i den grad dummet sig, da det lykkedes ham at få ikke én men hele fire sigtelser på en og samme gang.
Det hele startede, da han med høj hastighed kom forbi færdselspolitiet, der stod med lasermåleudstyr på Guldborgvej i Sundby.
Politiet forsøgte at standse den 45-årige uden held, da betjentene vinkede ham ind, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
I stedet fortsatte bilisten videre, indtil han i et t-kryds ved Guldborgvej/Præstestræde mistede herredømmet over bilen, der torpederede en have, før den standsede i den næste have med front mod huset.
Føreren, der er fra Sakskøbing, havde en alt for høj promille, ligesom han heller ikke havde noget kørekort.
Det medførte, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, kørsel i frakendelsestiden og hastighedsovertrædelse. Bilen havde han taget uden ejerens vidende, og han blev derfor også sigtet for tyveri.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi