- Vi tager den selvfølgelig bare, som vi plejer. Nakken først. Vi ruller fra øre til øre, gjalder det hen over lyden af 80'er pop fra en cd-afspiller i siden af lokalet.

Læs også:

Vil svede på jobbet: Flertal siger ja til obligatorisk træning i arbejdstiden

Klokken er 10.30, og Birkegangens medarbejdere på Peder Lykke Centret i det sydlige København samles. Det er tid til den daglige træning på denne afdeling af centret, som blandt andet huser et plejehjem. Træningen er obligatorisk.

Men kan man holde længere på arbejdsmarkedet, hvis man træner en time om ugen?

Spørger man sosu-hjælperne Louise Blokkebak og Michelle Persson på Peder Lykke Centret, lyder der et enstemmigt ’ja!’.

Michelle Persson på 44 år havde behov for at styrke sin skulder. Hun har en gammel skade, som ofte generede hende førhen.

Bedre skulder

- Før kunne jeg mærke efter en arbejdsuge, at jeg havde ondt i skulderen. Jeg glædede mig til at slappe af i weekenden. Sådan har jeg det slet ikke mere. Jeg kan mærke, at den er blevet styrket, siger hun.

Derfor synes hun heller ikke, at nogen skal snydes for de goder, træningen medfører. Og havde træningen ikke været obligatorisk, stod hun højst sandsynligt ikke og svingede med armene i dag.

- For mig var det nok meget godt, at det blev presset ned over hovedet på mig, siger Michelle Persson.

Artiklen fortsætter under videoen.

I dag ville hun ikke undvære træningen, men hun var skeptisk i starten.

- Jeg husker, at jeg tænkte: ’Det er da simpelthen så strengt, at de kommer der, og siger, hvad vi skal gøre. Der er ikke nogen, der skal bestemme over mig. Og hvor skal vi finde tiden fra, siger hun.

Ville gerne være træner

Louise Blokkebak genner medarbejderne sammen ved et lille indhak i gangen, hvor der er et sofahjørne. Her får otte medarbejdere pulsen op, mens de endnu er i arbejdstøjet.

Hun er 36 år og er oplært af Københavns Kommune til at træne sine kollegaer i arbejdstiden.

- Da det blev meldt ud, at vi skulle til at implementere træning i arbejdstiden, kiggede min chef på mig, og så var vi bare enige. Det er lige en opgave for mig, siger Louise Blokkebak.

Hun trænede i forvejen derhjemme. Yoga og pilates.

Træningen bærer præg af disse træningsformer, når hun for eksempel beder sine kollegaer bøje sig fremover. De går lidt frem på hænderne og står nu i den stilling, der på yoga-sprog kaldes ’hundens stilling’.

Op med rumpen

- Husk at stritte med rumpen, når I kommer ned, siger Louise Blokkebak.

En af de ansatte klager lidt over, at han synes, det er svært. Men han anerkender også, at det er blevet lettere at nå sine egen tæer.

Musikken skifter, og de ansatte begynder at tage squats, som træner lår og baller.

Samtidig fortæller Louise Blokkebak om en kommende konkurrence på centret, hvor det gælder om at lave flest squats på tid. Det er ikke unormalt, at ledelsen holder konkurrencer for at motivere medarbejderne til at træne.

Peder Lykke Centret har omkring 130 fastansatte og 60 timelønnede og deltidsansatte. De fastansatte skal alle sammen træne minimum en time om ugen. Afdelingerne må selv bestemme, hvordan de fordeler træningen i løbet af ugen.

Træner hver dag

På Birkegangen træner de hver dag. Det giver mulighed for, at alle kan være med, fortæller Louise Blokkebak.

- Vi arbejder med mennesker, så det er rigtig svært at samle en hel gang i et kvarter. Oftest er der en eller to, som har nogle andre arbejdsopgaver. Det vigtigste er, at vi bestræber os på at komme ned og træne.

Louise Blokkebak og Michelle Persson er enige i, at man ikke kan tvinge nogen til at træne. Men det er nu engang sådan, at træningen på centret er obligatorisk.