Knap hver anden dansker tvivler på, at politikerne vil være i stand til at skabe et bedre samfund for den næste generation.
Den økonomiske ulighed vil tage til, og kriminaliteten vil blive værre de næste 10 år, mener næsten halvdelen af deltagerne i en Gallup-måling ifølge Berlingske.
Og 40 procent af den danske befolkning, som flere gange er udråbt til at være klodens mest lykkeligste, forudser mindre medmenneskelig omsorg og hjælpsomhed de næste 10 år end i dag.
De seneste års økonomiske krise bærer en stor del af skylden for det udbredte sortsyn, mener Robert Klemmensen, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitetscenter.
- Man ville være nærmest Komiske Ali, hvis man sagde, at danskerne ser lyst på fremtiden. Målingen tegner et billede, som man kan forvente af et land i krise, siger han til Berlingske.
Ifølge Robert Klemmensen afspejler målingen en generel mistillid til politikernes formåen og deres evne til at "gøre noget", mens den ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) er udtryk for befolkningens "krisebevidsthed".
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, mener, at resultatet af Gallup-undersøgelsen stiller regeringen i et dilemma.
- På den ene side har de behov for krisebevidsthed til at legitimere de voldsomme angreb på vores velfærdssamfund og ligheden i det danske samfund. På den andet side har de brug for, at danskerne går ud og svinger Dankortet, siger hun til avisen.
Danskernes tillid til de hjemlige politikere er dog væsentlig større end tilliden til de udenlandske.
68 procent af de adspurgte tror ikke, at verdens ledere vil magte at løse problemerne med den globale opvarmning.
Og næsten lige så mange frygter, at verden de kommende 50 år bliver mere konfliktfyldt end de seneste 50 år.
/ritzau/