Pædagoger og lærere i Thisted er stærkt frustrerede over den politiske slingrekurs i kommunen.
Først skulle der lukkes et stort antal skoler og daginstitutioner i Thisted Kommune. Så skulle de bevares gennem partnerskabsaftaler med forældrene om at lave flere børn. Og nu skal de alligevel lukkes.
- Det er som at få et slag i maven. Vi har været igennem en lang hård proces, og nu skal vi begynde forfra, siger Birthe Gade til DR P4 Midt & Vest. Hun er fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Thisted Kommune.
Philip Lehn Brand, der er formand for Thy-Mors Lærerkreds kalder det nærmest angstprovokerende for medlemmerne, at de igen er i spil omkring skolelukninger.
Slingrekursen i Thisted skyldes at Dansk Folkeparti er gået fra blå til rød blok og nu tilbage til blå blok. Dermed er efterårets planer for lukning af et større antal skoler og daginstitutioner igen blevet aktuelle i Thisted Kommune.