I weekenden var Thomas Sørensen udsat for en af de mere sjældne oplevelser.
Han var nemlig Stoke-træner Tony Pulis' førstevalg på målmandsposten i Premier League - en plads, der ellers med stor sikkerhed har tilhørt konkurrenten Asmir Begovic.
Ifølge Ekstra Bladet vil den danske landsholdskeeper benytte tilliden til at erobre pladsen i buret en gang for alle.
"Jeg går ud fra, at jeg får chancen nu, og at det ikke bare var for en enkelt kamp. Begovic har ikke været skadet, så selv om jeg ikke har fået noget direkte at vide, ser det ud til, at jeg spiller det næste stykke tid. Så er det op til mig selv at gribe chancen," siger Thomas Sørensen til ekstrabladet.dk og fortsætter:
"Træneren ved, hvad jeg står for, og jeg gjorde intet forkert i weekendens kamp, selv om der gik tre mål ind. Det ville ikke være rimeligt, hvis jeg kun fik chancen i en enkelt kamp," lyder det fra danskeren.
Baseret på Stokes seneste resultater er det også brug for noget nyt. Holdet har nemlig lukket hele 14 mål ind i de sidste fire kampe. Sørensen har dog opskriften parat til at ændre på den pauvre statistik.
"Vi skal være mere koncentrerede og undgå elementære fejl som at miste sin mand i feltet og miste orienteringen, når modstanderen angriber. Der skal simpelthen arbejdes på den helt banale forsvarsteknik", siger han.
Stoke møder lørdag Blackburn hjemme på Britannia Stadium i Stoke-On-Trent.
Kilde: Ekstra Bladet