Undervisningsministeren vil nu tage et nyt våben i brug mod unge, der pjækker fra deres uddannelse. Han vil sende dem en SMS, der skal minde dem om, at nu er det på tide at komme ud ad fjerene.
Og hvis det ikke virker, må kommunerne ud at hente dem, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V).
"Jeg vil kraftigt opfordre kommuner, vejledere og uddannelsessteder til at ånde de passive unge i nakken," siger Bertel Haarder til Fyens Stiftstidende.
Og metoden har vist sig at virke.
"Vi ved, at det har fungeret på nogle 10. klassescentre i Jylland. Så hvis vi kan få det udbredt, så er det helt klart en god idé," siger Benedikte Ask Skotte, formand for Skole og Samfund, til Newspaq.
Og ifølge hende bør det være skolen og lærerne, der skal tage sig af at sende sms'erne til de sløve unge, da det er dem, der ved, hvem der kommer for sent eller pjækker.