Kniber det med liv i underbuksen, så nap en mad med makrel i tomat eller æg, mens du nyder solen.
Fed fisk, mælkeprodukter og solstråler er nemlig fyldt med D-vitamin, som ifølge en ny undersøgelse på Københavns Universitet forbedrer sædkvaliteten. Sædcellerne bliver simpelthen hurtigere.
"Vores undersøgelser peger på, at D-vitamin har en betydning for sædcellens bevægelse og funktion. Vitaminet kan dog være markør for noget andet, men det træder ind i den række af studier, der tyder på, at D-vitaminer er vigtig for den mandlige evne til reproduktion," siger Martin Blomberg Jensen, en af forskerne bag undersøgelsen.
Sædkvaliteten er derfor ikke bestemt fra fødslen, og dit liv kan have indflydelse på evnen til at få børn. Men det afhænger ikke kun af D-vitaminer, vurderer en forsker.
"Det nye studie tyder dog på, at faktorer i voksenlivet også kan spille en rolle for sædkvaliteten, og det vil derfor være interessant at belyse alle faktorerne - især når vi tager den dårlige sædkvalitet blandt danske mænd i betragtning," forklarer professor Anders Juul ved Københavns Universitet.
Der findes i dag ingen kendte medicinske behandlinger, der beviseligt forbedrer mænds sædkvalitet, selvom forskere har utallige positive sammenhænge mellem sædkvalitet og antioxidanter, zink og forskellige vitaminer.