En gruppe elever fra en førsteklasse, der var til fødselsdag hos en klassekammerat, blev i går lokket ind i en parkeret bil. Ifølge børnene tilbød mændene i bilen dem en tur til 'Smølfeland'.
"Vi får en anmeldelse om, at flere af børnene har været inde i en hvid/grøn bil, som holder parkeret på vejen. I bilen er der to - tre mænd," siger Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2.
En af drengene forklarede politiet, at han blev lagt ned i en sæk, men at han dog selv formåede at slippe ud og flygte fra stedet.
"Der kan jo være tale om en misforståelse, eller at børnenes fantasi er løbet af med dem, men der kan jo også være noget om sagen. Måske kommer der flere oplysninger frem, når forældrene rigtigt får talt med deres børn," siger Carsten Andersen.
Ingen af børnene led fysisk overlast ved episoden. Politiet efterlyser nu vidner.