Én skulle dø. Mindst. Og det var lige meget hvem. Bare han var 'perker'.
Sådan har 16-årige KB, der stod bag drabet på avisbuddet Deniz Uzon sidste år, angiveligt sagt til de ansatte på institutionen Stevnsfortet, som han fredag aften flygtede fra.
Det skriver Ekstra Bladet. Ifølge avisens oplysninger lagde KB ikke skjul på, at han var racist.
"Han angrer ikke. Han virker nærmest stolt over det, han har gjort. Da vi talte om drabet på Deniz, sagde han, at det var planlagt. Ikke at dræbe netop Deniz, men han sagde: 'Det var lige meget, hvem det gik ud over, bare det var en 'perker'," siger en medarbejder fra institutionen ifølge Ekstra Bladet.
Ifølge medarbejderen sagde KB, at han ville dræbe indvandrere én for én.
KB har været på flugt i fire dage, og Deniz' mor, Gülcen Uzen, er ikke i tvivl om, at hendes søns morder ikke har slået ihjel for sidste gang.
Gülcen frygter især for hendes søns ven, Muddi, fordi han har stået frem som vidne til det dødelige overfald på Deniz Uzon 19. marts sidste år.
"Han kan dræbe igen, og så er der en anden mor, der kommer til at græde over sit døde barn," siger Gülcen Uzen til avisen.