Italienske Alessandra Cocca har været ansat som stewardesse for lavprisflyselskabet Ryanair i Norge under forhold, der er langt under vanlig standard, skriver Jyllands-Posten.
Ifølge avisen fik stewardessen knap 10.000 kr. om måneden i løn, der var ingen løn under sygdom, og hun skulle stå til rådighed for selskabet uden betaling.
Hun skulle desuden betale for sin egen uniform, og hvis hun sagde op indenfor de første 15 måneder af ansættelsen, kostede det hende et gebyr på ca. 1.500 kr.
”Jeg har læst ansættelseskontrakter i 10 år, og jeg har aldrig set noget lignende,” siger FTF-advokat Kia Dollerschell, der også er ekstern lektor i arbejds- og ansættelsesret ved Københavns Universitet.
Hun bakkes op af advokat Peter Breum fra Elmer & Partnere, der er specialist i ansættelsesret.
”Der er tale om helt usædvanlige vilkår, og på en række punkter er den åbenlyst urimelig over for medarbejderen. Jeg er ikke i tvivl om, at kontrakten efter dansk ret ville kunne annulleres, fordi den er i strid med redelig handlemåde,” siger Peter Breum til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten