Over halvdelen af folkeskolerne i København underviser eleverne så lidt, at de ikke kan leve op til den minimumsgrænse, som der er fastlagt af staten.
Det viser en endnu ikke offentliggjort kvalitetsrapport fra Københavns Kommune, som Politiken har fået indsigt i.
"Fuldstændig urimeligt," lyder det fra formand for Skole og Forældre Jens Thorsen.
"Vi kan ikke leve med, at børnene ikke får den undervisning, de skal have. Det må forvaltningen gøre noget ved," siger han til Politiken.
Minimumstimetallet er det lavest acceptable antal timer, et skolebarn skal have for at blive så dygtig, som der kræves.
Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang erkender, at skolerne svigter børnene. Nu skal kommune føre tilsyn med skolelederne.
"Hvis vi kan se, at der på en skole ikke bliver planlagt med statens minimumstimetal, vil en af vores områdechefer kalde skolelederen til samtale eller løbende bede om at få dokumentation, så det rigtige antal timer bliver planlagt og afholdt," siger Anne Vang til Politiken.
Pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef, der har været med til at lave rapporten, fortæller, at der er store forskelle på, hvor mange timer der mangler på skolerne.
"Et slemt eksempel kan være, at man har givet alle elever på et klassetrin fire lektioner om ugen i dansk i stedet for fem. Så kommer de til at mangle 30 dansktimer på et år. I sådan nogle tilfælde har vi pålagt skolen at give eleverne en time mere året efter," fortæller han.