Slut med at øve staveord og tabeller hjemme ved spisebordet.
Når eleverne møder efter sommerferien på Søhusskolen i Odense, kan de glæde sig over, at lærerne ikke længere afslutter timen med en lektiebesked.
Vi forlader dag til dag lektierne, fordi vi har erfaret, at eleverne ikke får tilstrækkeligt meget ud af dem, siger skoleleder Erling Pedersen.
Mens Søhusskolen har ændret "lektiepolitik" for alle klassetrin, nøjes Vestre Skole i Grindsted i Sydjylland i første omgang med de yngste klassetrin. Viceskoleleder Birthe Kidde siger, at børnene i forvejen har en lang dag, hvor de først er sent hjemme fra SFO.
Og så får nogen besked på, at de først må komme ud at lege, når de har læst lektier. Det giver rigtig mange konflikter, og når vi så samtidig ved, at der ikke er bevis for, at lektier gør eleverne dygtigere, har vi valgt at se, hvad der sker, når vi afskaffer dem, siger Birthe Kidde.
Også Københavns Kommune har planer om lektiefrihed og satser på, at to forsøgsskoler er udpeget i løbet af efteråret. Børneordfører for Enhedslisten i Borgerrepræsentationen, Rikke Lauritsen siger, at skolerne vil få ekstra penge til flere lærere og lektiecafeer.
- Det skal stille elever fra mindre veluddannede hjem mere lige med elever, som har forældre, der kan hjælpe dem, siger hun.
Ifølge professor Peter Allerup, Center for grundskoleforskning på Aarhus Universitet, er der mange gode grunde til at droppe lektierne, for bortset fra læsetræning i de yngste klasser, er det ikke bevist, at de gør eleverne dygtigere.
- Men der skal findes en erstatning inden for skolens rammer, for eksempel obligatoriske lektiecafeer med en lærer. Sker det, er der ingen tvivl om, at eleverne har mere ud af det end at sidde alene derhjemme, siger Peter Allerup.
/ritzau/