Ritzau
Opdateret kl. 15:28
En 31-årig mand, der mistænkes for drabsforsøg i Roskilde, har tirsdag eftermiddag meldt sig selv til politiet.
Kort før klokken 22 mandag aften blev en 32-årig mand på det psykiatriske center Sct. Hans i Roskilde ramt af skud fra et oversavet jagtgevær.
Han opholdt sig sammen med flere andre, heriblandt personalet, på et fællesareal på bostedet, hvor han blev opsøgt af en mandlig bekendt, som uden varsel skød én gang med kort afstand mod den 39-årige.
Manden blev ramt i skulderen, oplyste Midt- og Vestsjællands Politi tidligere tirsdag i en pressemeddelelse.
Der blev herefter skudt igen, men manden og personalet havde forskanset sig, så ingen blev ramt.
Den 39-åriges tilstand er stabil, og han er uden for livsfare.
Natten og tirsdagen igennem har politiet ledt efter den 31-årige, som man betegnede som farlig.
Tirsdag eftermiddag valgte politiet at efterlyse ham med billede og navn, men mindre end en halv time senere blev efterlysningen aflyst.
- Den eftersøgte mand har for få minutter siden selv henvendt sig til Københavns Politi. Anholdt uden dramatik, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Manden skal nu afhøres og vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde.
/ritzau/