Skatteministeriet vil ikke røre Helle Thorning-Schmidts skattesag med en ildtang.
Derfor har ministeriet taget det lidt usædvanlige skridt at politianmelde Skat, der jo ligger under ministeriet. Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
"Vi kan ikke leve med, at der kan stilles spørgsmål ved, om vi lever op til vores tavshedspligt. Det gælder generelt og især i en sag af denne karakter," siger departementschef Peter Loft, Skatteministeriet.
Hvorfor Skatteministeriet har valgt denne strategi, står i det uvisse; det vil ministeriet nemlig ikke svare på.
"Da overskridelse af tavshedspligten er en strafbar handling, vil vi allerede i dag bede Københavns Politi om at undersøge sagen. Vi er i gang med at samle de oplysninger, som politiet kan have brug for i forbindelse med en undersøgelse, herunder hvem, der har haft adgang til sagen," siger Peter Loft.
Skatteministeriet har i øvrigt ingen yderligere kommentarer til den konkrete sag.