Skatere kan mere end gå med hængerøvsbukser og høre hip hop. Deres foretrukne hobby kan nemlig være med til at redde de store byer fra oversvømmelser efter skybrud.
"En gade kunne bruges som en skatepark i en periode, og andre gange ville de så blive fyldt op med regnvand og få en anden funktion," lyder den alternative idé fra arkitekt Anna Aslaug Lund, der er forskningsassistent på Center for Byrumsplanlægning.
Selvom det lyder som en ordentlig mundfuld for statens kasserer at fylde byerne med skatebaner eller andre typer af åbne kanaler, er det faktisk en mindre udskrivning end så mange andre løsninger.
"Det vil være en billigere løsning end at skulle udvide hele kloaknettet. Det er nødvendigt, at man begynder at tænke i de baner, for det vil blive endnu dyrere, hvis det fortsætter med de her oversvømmelser," sige Anna Aslaug Lund.
"Og så vil det jo ikke kun have en funktion med at opsamle regnvand, men også have en rekreativ funktion, så det vil skabe en værdi i forhold til de byrum, der bliver klimatilpasset på den her måde," fortsætter hun.
Det er ikke kun skatebaner, der kan fungere som kanaler. Man kunne også forestille sig grønne områder, der kunne have en parklignende funktion i tørvejr og så fungere som en kanal, når regnvandet har overtaget.
"Vand har den effekt, at det tiltrækker folk og man kan bruge det som en rekreativ fornøjelse i byen. Kanalerne kunne være en kvalitet i byrummet. Ligesom man kender det fra Christianshavns Kanal eller Amsterdam," siger Anna Aslaug Lund.