Ferierende Falck-medarbejdere kan roligt skænke sig et ekstra glas rødvin i aften eller tage med svigermor i sommerhus.
Selvom København efter lørdagens skybrud visse steder minder om et badeland, vil Falck undlade at kalde medarbejdere hjem fra ferie.
"Vi har ikke kaldt folk ind fra ferie, ligesom vi heller ikke har udskudt medarbejderes ferie. Indtil videre har vi kunne planlægge os ud af det, enten ved at bruge underleverandører eller ved hjælp af forstærkninger fra andre regioner i Falck," siger kommunikationsmedarbejder i Falck Jeppe Ilkjær.
Han tør ikke sige, hvordan det fortsætter, men status lige nu er, at alt disponibelt i hovedstadsregionen samt Falck-reddere og medarbejdere til vagtcentralerne fra andre egne af landet har lukket det ekstra arbejdspres, som uvejret har medført.
De gæstende medarbejdere er blevet indkvarteret i hovedstaden, og her vil de blive, indtil situationen er normaliseret igen.
Falck oplyser, at mange medarbejdere har knoklet de seneste to døgn i skiftede arbejdshold, men at man i dag har sendt nogle af de hårdest prøvede hjem til et velfortjent hvil.