Skat har besluttet, at politianmelde forsøget på at lække Helle Thorning-Schmidts personlige skatteoplysninger til Ekstra Bladet for et år siden.
"De forhold som Ekstra Bladet fremfører i dagens avis, er i givet fald et anliggende for politiet. Skatteministeriet vil derfor drøfte sagen med Københavns Politi hurtigst muligt," udtaler koncerndirektøren i Skatteministeriet, Jesper Skovhus Poulsen, i en meddelelse sendt til pressen.
Anmeldelsen kommer efter Ekstra Bladet i dag har afsløret, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens daværende spindoktor, Peter Arnfeldt, henvendte sig til avisen med uddrag af afgørelsen i Thornings skattesag.
Anmeldelsen betyder, at politiet nu skal undersøge, om det er sandt, at Peter Arnfeldt gik til Ekstra Bladet.
Viser det sig at være korrekt, er der formentlig tale om en lovovertrædelse, vurderer lektor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet over for Newspaq.
Skat ønske søndag eftermiddag ikke at uddybe politianmeldelsen, som vil lande på bordet hos politiet mandag morgen.