Ind til videre er direktører i hovedstadsområdet blevet tjekket, hvis de kørte rundt i store firmabiler.
Men snart følger resten af landet.
"Fra 2011 går vi landsdækkende. Vi kigger på biler i den dyre ende. Her har vi erfaring for, at mange direktører glemmer at betale skat af fri bil," siger projektleder i Skat, Mikael Petersen, til Newspaq.
Hvis man har en bil, der koster én million kroner, skal 215.000 kroner på ens selvangivelse hvert år, hvis man bruger den privat.
Men mange er fristet til helt at undgå beskatningen eller lader sig beskatte af en bil, der ikke er nær så dyr som den, de rent faktisk kører rundt i.
"Det er et stort problem, og det er rigtig mange penge, som samfundet går glip af," siger Mikael Petersen.
Under en razzia i Helsingør i lørdags stoppede Skat 140 større biler, der netop var ankommet fra Sverige. Af dem var 60 firmabiler. Skat kigger nærmere på de 15 af dem.
"Hvis der er skiboks på og familien sidder i bilen, så har de nok været på ferie. Så tjekker vi bilen i Skats systemer," siger Mikael Petersen.
Han appellerer til direktørernes samvittighed.
"Vi siger til direktøren: Du har ansvaret for dine medarbejdere og kigger dem over skulderen, men du har kun Skat til at kigge dig over skulderen, og vi er aldrig gået tomhændede hjem, om vi så har stået i en rundkørsel et sted ude på Vestsjælland," siger Mikael Petersen.
Af de 60 firmabil-ejere, der blev stoppet ved færgelejet i Helsingør, er der krav på vej mod en del af dem, lyder det fra Skat.
"Vi har passeret de første to-tre millioner kroner i manglende beskatning," siger Mikael Petersen.