Et halvt døgn.
Så lang tid må nogle patienter vente på skadestuen på Herlev Hospital. Folk ligger på gangene og de lægefaglige retningslinjer bliver ikke opfyldt.
Sådan lyder kritikken i dag fra både læger, sygeplejersker og patienter, skriver Berlingske.
Hospitalet bestræber sig på højst at have fire timers ventetid, men den kan altså være tre gange så lang.
De lange ventetider skyldes ifølge vicedirektør Finn Rønholt, at skadestuen har skullet dække et større område med flere borgere siden januar.
Formand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S) beklager de lange ventetider på regionens skadestuer.
"Vi gør i Region Hovedstaden alt, hvad vi kan med de midler, vi har til rådighed. Vi redder alle dem, vi kan, og hæver konstant den faglige overligger, men det er hårdt for vores personale," siger hun i en pressemeddelelse.
Samtidig erkender hun, at presset på de store akutmodtagelser er øget med vedtagelsen af en ny hospitalsplan i sidste måned.
Fra næste år lukker en række små akutmodtagelser om natten. Det giver penge til at oprette en såkaldt sundhedstelefon, der kan fordele presset på akutmodtagelserne, påpeger regionsformanden.
"Her vil patienterne kunne få oplyst, hvor der er kortest ventetid eller gøres opmærksom på, hvis deres skade er en opgave for deres egen praktiserende læge," siger Vibeke Storm Rasmussen.