SF's unge spidskandidat bliver alligevel ikke formand for regionsrådet i hovedstaden.
Andreas Røpke har overraskende meddelt, at han trækker sig som kandidat. Han var ellers blevet udpeget som ny regionsformand med stemmer fra de borgerlige.
Dermed stod Socialdemokraten Vibeke Storm til at blive sorteper i det politiske magtspil, nu bliver hun måske igen vinder.
I en fælles pressemeddelelse fra Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti, skriver de tre partier, at Andreas Røpke har meddelt dem, at han alligevel ikke ser sig i stand til at samle de nødvendige stemmer til, at han kan sidde som formand.
Dermed er hele det politiske spil åbent igen:
"Jeg aner ikke, hvordan det kommer til at ende lige nu," siger det konservative medlem af Region Hovedstaden, Benedikte Kæir, til Newspaq.
Hun siger, at det ser "håbløst ud, når VKO indgår en aftale med en partiformand, der så alligevel ikke har opbakning fra gruppen.
Benedikte Kæir vil dog for alt i verden undgå, at den tidligere formand, socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen, vender tilbage til formandsstolen.
"Vi vil så gerne have en anden formand, så vi kan få et bredt samarbejde, men det får vi ikke med Vibeke Storm. Hun er for dominerende," siger Benedikte Kæir.