Det er ikke nødvendigt at teste ældre over 70, for at de kan bevare deres kørekort.
Det mener både de Konservative og SF, der er klar til at gøre op med reglerne om, at kørekortet skal fornys, når man har fejret sin 70 års fødselsdag.
Udmeldingerne kommer, efter at en rapport fra DTU Transport i går satte spørgsmålstegn ved den sikkerhedsmæssige effekt af både demenstesten og ordningen med at screene alle ældre bilister, skriver Jyske Vestkysten.
"Vi skal sikre os, at de, som kører bil, kan gøre det på betryggende vis, men vi skal også finde en model, hvor vi ikke generer alle dem, som godt kan finde ud af det," siger de konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke.
Hos oppositionspartiet SF forestiller trafikordfører Pia Olsen Dyhr sig en mere individuel ordning.
"Man kan jo sagtens være 40 år og have en sygdom, der gør dig ude af stand til at køre bil," forklarer hun.
Venstres formand for Færdselssikkerhedskommissionen, Karsten Nonbo, er ikke afvisende over for idéen om at droppe ældretesten, men efterlyser mere viden om de ældre bilisters ulykkesrisiko.