Ikke god stil. Men sådan er det.
Sådan lyder det fra SF's trafikordfører Anne Baastrup oven på gårsdagens nyhed om, at DSB vil hæve billetpriserne med 3,1 procent fra 17. januar.
Et valgløfte fra SF lød ellers, at prisen på kollektiv transport skulle ned.
Nu erkender Anne Baastrup, at det løfte ikke kan overholdes.
"Det er ikke god stil, at man kommer med denne type af valgløfter, og så står vi i denne situation. Men sådan er det," siger Anne Baastrup.
Hun lover til gengæld, at priserne på bus og tog vil komme ned, så snart indtægterne fra betalingsringen ruller ind i statskassen.
"Når pengene fra trængselsafgiften kommer ind, så sværger jeg, at pengene skal gå til at billigere og bedre trafik. Det er aftalen med de andre regeringspartier. Derfor forventer jeg, at vi nok skal levere varen," siger hun.
De Konservatives trafikordfører Lars Barfoed skoser regeringen for løftebruddet.
"Før valget lovede S og SF billigere tog- og busbilletter og truede bilisterne med en betalingsring omkring København. Her få måneder efter løber regeringen fra løftet om lavere priser. Nu bliver det dyrere at tage tog og bus, mens regeringen fastholder at ville straffe bilister, der vil ind og ud af hovedstaden," siger Lars Barfoed.
Se hvad billetpriserne stiger med til januar.
Hovedstaden
Fjern- og regionaltog