Kaosset i Somalia vil ingen ende tage. Landet har de seneste 20 år været en permanent slagmark, hvor lokale oprørsledere forsøger at bekæmpe hinanden og landets ustabile regering.
De seneste dag har vold og optøjer præget hovedstaden Mogadishu, og den foreløbige kulmination kom, da det i dag lykkedes en kvindelig selvmordsbomber at snige sig frem til indenrigsminister Abdishakur Sheikh Hassans hjem i en forstad til hovedstaden. Her bragte hun en ladning sprængstoffer til sprængning.
Ifølge BBC var ministeren samlet til et møde med en række kollegaer, da bomben sprang.
Abdishakur Sheikh Hassan blev straks efter bragt til hospitalet, men han døde af sine kvæstelser, før han nåede frem. Flere andre af mødedeltagerne blev kvæstet.
Hvem der står bag angrebet, er endnu usikkert. Flere internationale medier mistænker den militante gruppe al-Shabaab, som har forbindelse til al-Qaeda, for at stå bag attentatet.
Ingen fra Somalias regering har kommenteret sagen. Senere på året skal der være valg i det uroplagede land.
Kilde: BBC