Der er gru på programmet i retssalene i både Hillerød og Århus i dag. Her byder dagen på grundlovsforhør i meget ubehagelige sager om seksuelt misbrug af børn.
I Retten i Hillerød skal en far i grundlovsforhør, efter at han er blevet anholdt af Nordsjællands Politi og sigtet for sædelighedsforbrydelse mod sin datter på seks år.
Anklageren i sagen fra Hillerød, Kenneth Støvhase vil ikke udtale sig om, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.
I Århus står en 40-årig mand anklaget for at have haft et seksuelt forhold til en 13-årig gennem længere tid i perioden 2008-2009.
Manden fra Århus blev anholdt torsdag og skal i grundlovsforhør i dag. Også i denne sag er politiet tilbageholdende med oplysninger, men siger dog:
"Jeg kan ikke sige, om der er nogen relationer mellem manden og pigen, men jeg kan oplyse, at det var pigens familie, der anmeldte forholdet," siger vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen til ekstrabladet.dk.
I begge sager foregår grundlovsforhøret bag lukkede døre.