Han var 16, hun var 38 og hans lærer. Da de indledte et forhold, blev hun fyret.
Sådan lyder i korte træk historien om den nu berømte digter Yahya Hassan og hans lærer og elskerinde, Louise Østergaard, og som først Hassan og nu Østergaard har skrevet om. Den tidligere elskerinde udgiver nemlig bogen 'Ord' om forholdet senere i denne uge, skriver Politiken.
Forholdet fandt sted for to år siden, da den unge Yahya Hassan var tilknyttet en specialskole for børn med problemer.
Her fik hans lærer og kontaktperson Louise Østergaard øje på hans talent for at skrive, og tog ham under sine vinger. Det udviklede sig imidlertid til en affære, som blev til et kæresteforhold - og afsløret.
Forholdet endte med at koste Louise Østergaard sit ægteskab og job.
Hun vil ikke sige, i hvor høj grad den nye bog beskriver de virkelige begivenheder, men bogen er klart inspireret af forholdet.