For ikke så forfærdelig mange år tilbage var det en stor ting, hvis man kunne skrive i en jobansøgning, at man kunne finde ud af at sende en fax eller betjene en computer.
I dag har vi for længst sagt farvel til faxmaskinen, og computeren er blevet et allemandseje, som selv 5-årige kan finde ud af at betjene.
Det beviser særligt én ting: At vores kompetencer skifter over tid, og at arbejdsmarkedet kræver, at vi skal kunne forskellige ting på forskellige tidspunkter.
Det er netop noget, som Louise Akselsen har forsket i. Hun er specialestuderende fra Roskilde Universitet og har lavet forskningrapporten "Adjektiver og titler i danske jobannoncer", der undersøger en lang række jobopslag på Jobindex fra 2007 til 2017.
- Når ord skifter i popularitet på denne her måde, så har det noget at gøre med vores udvikling i samfundet. Hvis man for eksempel er i en krisetid, så handler det om, at man skal kunne arbejde hurtigt, arbejde under pres og kunne have mange bolde i luften, forklarer hun.
Avisen.dk har i samarbejde med Louise Akselsen lavet en samlet guide til, hvilke ord danske arbejdsgivere efterlyser hos potentielle fremtidige medarbejdere i dagens Danmark.
Artiklen fortsætter efter diagrammet.
Vi skal være meget mere selvstændige
Det viser sig, at det i år 2018 er en god idé, hvis man kan fremhæve, at man er både proaktiv, dedikeret, ambitiøs og innovativ.
Louise Akselsen forklarer, at det er et udtryk for, at vi i dag skal være i stand til at arbejde selvstændigt i langt højere grad end tidligere.
- Det viser sig, at de ord, der siger noget om fremdrift, og at man gerne vil udvikle sig i sit felt, generelt er steget i brug. Man skal være proaktiv, nysgerrig, opsøgende og ambitiøs. Det er alle sammen ord, der på den ene eller anden måde siger noget om, at man kan gøre ting på egen hånd, siger hun til Avisen.dk.
Samtidig søger arbejdsgiverne i dag ikke i lige så høj grad medarbejdere, der er stabile og udadvendte. Det er blevet nedprioriteret til fordel for det at være proaktiv og at kunne gøre noget på egen hånd.
- Når det så er sagt, så er det nok ikke en god idé bare at tale jobannoncen efter munden. Man skal også i sin ansøgning kunne bevise, at man rent faktisk er alle de ting, som man påstår, man er, understreger Louise Akselsen.