Se listen: De bliver omfattet af lockouten

Op mod 440.000 offentligt ansatte kan blive lockoutet fra deres arbejdsplads fra 10. april.
20 hospitaler vil blive berørt af en eventuel lockout.
20 hospitaler vil blive berørt af en eventuel lockout. Foto: Ritzau Scanpix/arkiv

De statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere har onsdag varslet en lockout fra 10. april, hvis der ikke nås en aftale med fagforeningerne inden.

Det betyder, at de ansatte vil blive udelukket fra deres arbejdsplads - uden løn.

Det er en reaktion på, at fagforeningerne har truet med en strejke, der kan træde i kraft fra 4. april.

Parterne prøver at nå til enighed om nye overenskomster, der skal erstatte de nuværende, som udløber 31. marts, men forhandlingerne er brudt sammen.

Det er nu op til Forligsinstitutionen at mægle mellem de to parter - og hvis ikke det lykkes at nå til enighed, vil både strejke og lockout blive en realitet.

Her er et overblik over de fagområder, som allerede nu vides at blive omfattet af en lockout:

Det statslige område

* Det statsliges chefforhandler, Sophie Løhde (V), har udtaget cirka 120.000 statsansatte til en eventuel lockout. Det svarer cirka til 2/3 af de ansatte.

* Cirka 50.000 af de statslige ansatte er chefer og tjenestemænd for eksempel politiet og forsvaret, som grundet overenskomst ikke må indgå i en lockout - eller strejke.

* Der foreligger ikke en endelig liste over, hvilke faggrupper som vil blive berørt af en lockout, da Moderniseringsstyrelsen er i gang med at udarbejde den.

* Ifølge Finansministeriet vil lockouten "ramme bredt i den statslige sektor, således at langt de fleste arbejdspladser berøres".

* Det står dog fast, at uddannelsesinstitutioner herunder blandt andre universiteter og erhvervsakademier samt de fleste ansatte i ministerier og styrelser vil blive lockoutet.

* Derudover vil en række medarbejdere med særlige arbejdsopgaver blive fritaget. Det gælder blandt andre ansatte ved Udenrigsministeriets vagttelefon, vaccineforsyningen, Fødevarestyrelsens kødkontrol og dem, der udsteder pas.

Det regionale område

* Danske Regioner skønner, at op imod 70.000 vil blive lockoutet, men det præcise omfang er ikke fastlagt endnu. Det er mere end halvdelen af de ansatte i regionerne.

* Det er dog varslet, at 20 hospitaler og samtlige regionshuse vil blive berørt af en eventuel lockout.

* Ansatte der tager sig af en række sårbare patientgrupper, herunder alle psykiatriske patienter, er undtaget lockout. Regionerne vil samtlige sørge for et nødberedskab, så ingen patienter udsættes for livsfare.

Det kommunale område

* KL vil lockoute 250.000 - svarende til halvdelen af den kommunale arbejdsstyrke - hvis der ikke nås en aftale, inden fagforeningernes varslede strejke træder i kraft 4. april.

* Senest mandag vil organisationen have udsendt et konfliktvarsel om, hvilke områder der helt præcist rammes.

* I en pressemeddelelse oplyser KL dog, at der drejer sig om "en bred lockout, som i udgangspunktet dækker alle kommunalt ansatte, hvis organisation har varslet strejke".

* Kommunernes chefforhandler, Martin Damm (V), har ligeledes sagt, at det vil gælde for samtlige daginstitutioner og folkeskoler.

* Store dele af ældreområdet, handicapområdet, socialpsykiatrien, specialskoler og specialdaginstitutioner samt vigtige samfundsfunktioner herunder el- og vandforsyning og kommunale beredskaber er dog undtaget.

Kilder: Finansministeriet, Danske Regioner, KL

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.