"Der er markant færre, der bliver syge. Den gode nyhed er, at udbruddet ser ud til at dæmme ud. Selv om vi forskere har revet os i håret over, at vi i månedsvis ikke har fundet smittekilden, så er det trods alt bedre, at der ikke er flere, der bliver syge," siger overlæge Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut til BT.
For to uger siden kom det frem, at salmonella-bakterien var blevet fundet i et stort parti svinemørbrad fra Danish Crowns slagteri i Horsens, der skulle eksporteres til Sverige og Finland.
Alligevel kan myndighederne ikke fastslå, at mysteriet om smittekilden nu er løst.
"Vi mener nu, at det blot var et enligt fund. Efter at have haft to medarbejdere på Færøerne, hvor vi har spurgt, hvad de 14 syge deroppe har spist - retter vi nu fokus på danskejede kødvirksomheder. Den ene af de virksomheder, som vi nu undersøger, er en opskæringsvirksomhed og den anden laver spiseklare kødprodukter," siger Kåre Mølbak.
Salmonella er en tarmbakterie - og udbruddet med salmonellavarianten U292, der har ramt danskere, skyldes derfor bakterier fra slagtedyrenes afføring, der er havnet i fødevarerne.
-Newspaq