Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kan se frem til at få besøg af en delegation af lokalpolitikere fra Haderslev Kommune, skriver JydskeVestkysten.
Delegationen vil have svar på om, at det kan være rigtigt at lovgivningen skal være så striks, at kommunen bliver nød til at bede en dødsmærket syg mand om at tilbagebetale knap 290 kroner.
I januar kom det frem at uhelbredeligt kræftsyge Paul Erik Lund var blevet bedt om at forklare en indtægt på 289,73 kroner.
Paul Erik Lund døde i slutningen af marts, men inden havde viceborgmester og formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget i Haderslev Kommune, Jon Krongaard (DF), undret sig over sagen:
- Jeg kan undre mig over, at det er praksis at vi indhenter så små tilgodehavender hos terminale patienter. Jeg synes, vi skal overveje, om vi ikke bør tolke lovgivningen mindre stramt, når det drejer sig om den slags sager, sagde Jon Krongaard til Avisen.dk.
Nu tager han så sammen med borgmester Hans Peter Geil (V) og beskæftigelsesudvalgets næstformand, Finn Lykkeskov (S), den 1. maj til Christiansborg.
- Jeg finder det uanstændigt, at vi skal chikanere dødelig syge mennesker med småsager som denne. Vi ønsker ikke at lave ballade, men italesætte problemstillingen overfor ministeren, siger Jon Krongaard til JydskeVestkysten.