Tidligere forsvarsminister og forhenværende formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V), er på vej med en bog, som indeholder nogle artige afsløringer om det stormvejr han var ude i i 2015, skriver blandt andre JydskeVestkysten.
Stormvejret kostede Carl Holst posten som minister og udløste orlov fra Folketinget.
Og undervejs fik Carl Holst tilsyneladende ingen hjælp fra sin gamle ven, statsminister Lars Løkke Rasmussen.
"Jeg forsøgte uden held at ringe til Lars Løkke et par gange, men han ringede ikke tilbage. Og jeg tror ikke, det var udtryk for, at han ikke havde mit telefonnummer", skriver Carl Holst på Forlaget Momentas hjemmeside, og fortsætter:
"Der har i hvert fald været andre tidspunkter i vores indbyrdes relation, hvor han ikke har haft problemer med at huske det".
I beskrivelse af bogen står der, at bogen er Carl Holsts "egen beretning om, hvad der skete, da han blev kastet ud i sit livs nedtur, mistede en del af troen på retsssamfundet, det politiske system og ikke mindst den frie presse".
Bogen indeholder også en "detaljerig fortælling om et kammeratskab siden ungdommen med Lars Løkke Rasmussen og om den krise, Venstre havnede i, da partifæller i foråret 2014 forsøgte at begå et "kongemord" - en krise, der fem år efter stadig præger Venstre", står der på forlagets hjemmeside.
Carl Holst skriver desuden "på den måde er vi i Venstre blevet en dysfunktionel familie, som lever på traumerne af det svigt, der ligger i utroskab".
Bogen hedder "Carl - prisen for et liv i politik". Den udkommer 29. april og er skrevet i samarbejde med Bent Winther.
Bent Winther har også skrevet bøgerne "En ægte liberal - Venstremanden, der ikke vil tie stille" om Jan E. Jørgensen og "Mette F." om Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen. Sidstnævnte bog er skrevet sammen med Peter Burhøi.