Irak under Saddam Hussein var langt bedre end sit rygte. Kvinder havde de mest frie forhold i hele Mellemøsten, flere lærte at læse og skrive under den afdøde diktator end tidligere, flere fik en lang uddannelse, og økonomien buldrede fremad. Irak var faktisk så godt på især det sociale område, at det burde være et forbillede for andre arabiske lande.

Det mener Fathi El-Abed, fremtrædende medlem af Demokratiske Muslimer og næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabs­forening.

»Jeg er ikke pro-Saddam, det har jeg aldrig været. Men politisk var Irak under Saddam hverken værre eller bedre end de omkringliggende arabiske lande. Og socialt får Saddam Husseins Irak den højeste karakter af mig,« siger Fathi El-Abed, der ønsker at gøre op med Saddams eftermæle som den rene dæmon.

Fathi El-Abed fremhæver, at Saddam Hussein ud over bedre uddannelse og flere rettigheder til kvinder sik­rede en økonomisk vækst, der kom det irakiske folk til gode i form af bedre infrastruktur og sundhedsvæsen.

»Der var mange positive signaler, som de omkringliggende lande kunne have lært af. I stedet faldt det hele fra hinanden efter Golfkrigen i 1991,« siger Fathi El-Abed.

Mellemøst-ekspert Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitet kalder synspunkterne for ’ren historieforvanskning’.

»Jeg var lige ved at få et hjerteslag, da jeg læste El-Abeds synspunkter. Det er langt hen ad vejen en myte, at Irak fungerede socialt godt under Saddam Hussein,« påpeger hun.

Rapporter fra Amnesty International punkterer i­følge kommunikationschef Dan Hindsgaul også, at Saddams Irak politisk set ikke var værre end de omkringliggende arabiske regimer. Men Fathi El-Abed står fast:

»Da Baath-partiet med Saddam kom til, var der den længste stabile periode i landet i mange år. Måske var det én som Saddam, der skulle til for at holde sammen på landet.«