Efterlønsalderen skal gradvist op fra 2014. Det er regeringens mest slagkraftige budskab ved fremlæggelsen af de nye velfærdsændringer, som finder sted netop nu på Marienborg.
Og faktisk har alle de, der ved udgangen af sidste år var under 45 år gamle, mistet retten til efterløn. Hvis altså regeringen får held med at få de nye velfærdsreformer igennem.
Fra 2019 skal folkepensionsalderen ligeledes sættes op. Til gengæld skal der oprettes en seniorførtidspension, som skal give nedslidte mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet; de nedslidte, der mister den mulighed, efterlønnen i dag giver dem.
Seniorførtidspensionen skal også kombineres med fleksjobsmuligheder samt decideret førtidspension til de helt nedslidte, som er mindre end fem år fra folkepensionsalderen.