Egentlig skal der være valg til præsidentposten i Real Madrid den 14. juni, men alle forventer, det bliver Florentino Perez, der kan sætte sig øverst på tronen i hovedstadsklubben.
Perez, der tidligere har været præsident i klubben og startede den såkaldte galacticos-æra, har allerede indkøbslisten til den nye sæson klar.
"Jeg regner med, at der vil komme 5-6 seks nye spillere til klubben, og de vil være blandt de bedste i verden og de bedste i Spanien," lover han ifølge sporten.dk.
Blandt de spillere, der efter sigende skulle stå på listen, er prominente navne som Milans Kaka, Cesc Fabregas fra Arsenal og Liverpools Xabi Alonso. Også Álvaro Negredo, der i denne sæson har scoret mål på samlebånd for Almeria, skulle være i Real Madrids søgelys.
Og så er der selvfølgelig Cristiano Ronaldo, som allerede sidste år meldtes til Spanien.
"Når jeg tiltræder i Real Madrid, så vil jeg kigger nærmere på Ronaldos angivelige klausul. Det kan godt være, at han har en klausul, men alle klausuler er til forhandling. Jeg kan godt lide ham, for han er en af de bedste spillere i verden", siger Florentino Perez.