Henriette Kjær insiterede på at fortsætte som magtfuld toppolitiker i De Konservative. Men millionhuset i Hellerup var på vej til at ryge på tvangsauktion.
En ydmygelse af rang, som Henriette Kjær ikke kunne overleve. I hvert fald ikke, hvis det stod til samleveren Erik Skov Pedersen. Derfor snød han sig til 2,4 millioner kroner.
Hele forløbet har været præget af luftkasteller, vilde løgne og mesterlig manipulation.
Det er lykkes Erik Skov Pedersen at vikle en række bundrutinerede forretningsmænd om sine fingre, så han kunne holde monsterforbruget i privaten kørende. Det er kommet frem i lyset i Retten i Lyngby.
Selv da Erik Skov Pedersen blev anholdt, varetægtsfængslet og underlagt den almindelige personudredelse, løj han vildt om sin og Henriette Kjærs økonomi.
Over for politiet har Erik Skov Pedersen sagt, at parret blot skylder 300.000 kroner væk, hvis man set bort fra gælden i villaen i Hellerup. Anklageren mener dog, at det beløb er væsentligt højere.
Det er også kommet frem, at parret har en husleje på 80.000 kroner om måneden, og i dag er parrets forbrug blevet fremlagt: 12.000 pr. måned er der brugt ud over boligen. I alt har parret altså brugt mindst 92.000 kroner om måneden.
Henriette Kjær tjener 44-46.000 kroner om måneden efter skat - Erik Skov Pedersen har sagt, at til sammen tjener parret 2,1 millioner kroner årligt før skat.
For at privatøkonomien skulle hænge sammen, skulle Erik Skov Pedersen levere cirka 50.000 kroner i indtægt efter skat.
En gæld på 300.000 hænger ikke sammen med, at Erik Skov Pedersen tidligere i retten har sagt, at han svindlede for de 2,4 millioner kroner for at redde privatøkonomien.
Anklageren mener endda, at der er blevet snydt for 5,4 millioner kroner.
Erik Skov Pedersen er blevet erklæret egnet til straf.