Erik Skov Pedersen har i Retten i Lyngby tilstået, at han er skyldig i millionsvindel. Erhvervsmanden, der er gift med den konservative toppolitiker Henriette Kjær, har svindlet for millioner af kroner.
Erik Skov Pedersen er nu blevet varetægtsfængslet i to uger, mens politiet efterforsker sagen. Det skriver Politiken.
Politiker-husbonden blev i dag anholdt for dokumentfalsk og bedrageri for 6,1 millioner kroner. Han har i retten erkendt svindel for 2,4 millioner.
Svindlen er sket i forbindelse med salg af 92 ungdomsboliger i Roskilde, et privathospital i Brøndby og 32 rækkehuse i Glostrup. Erik Skov Pedersen har angiveligt taget 1,4 procent af salgssummen og stukket i egen lomme.
Derfor blev han meldt til politiet af det fynske ejendomsselskab KJ EjendomsInvest. Svindlen er angiveligt sket med falske underskrifter på købsaftaler. På den måde fik Erik Skov Pedersen forudbetalt 6,1 millioner kroner.
Erhvervsmanden nægtede først alle anklager, men erkender nu en del af svindlen.
Nu må Henriette Kjær, der fornylig valgte at træde af som politisk ordfører i De Konservative og ikke at stille op til næste valg, på grund af voldsomt rod i privatøkonomien og domme som dårlig betaler, altså leve uden sin mand i to uger.