De danske arbejdsgivere er gået glip af 3.543 arbejdsdage i årets første tre måneder på grund af konflikter.
Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Konfliktniveauet er dermed lavt sammenlignet med overenskomståret 2007, hvor strejkeomfanget nærmede sig 25.000 arbejdsdage i alt.
I første kvartal af i år var der sammenlagt 76 overenskomststridige arbejdsstandsninger. De involverede i gennemsnit 38 personer og varede 1,4 dage.
23 af arbejdsstandsningerne havde baggrund i lønspørgsmål - svarende til lidt under en tredjedel af alle arbejdsstandsninger.
Lønstridighederne kostede 1.455 dage, omfattede i gennemsnit 28,3 personer og var af 2,3 dages varighed.