Med Tryghedspakken har regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne lavet en aftale, der går ind og roder med de ting, forligskredsen har besluttet om politiets økonomi.
Blandt andet skal der skæres 80 millioner fra politiet, som skal bruges til at finansiere Tryghedspakken, og der skal indføres samfundstjeneste til voldtægtsforbrydere og grove voldsdømte. Altså ret store forandringer i politiforliget.
Men VKO har ikke fundet det nødvendigt at inkludere forligspartierne bag politiforliget i ændringerne.
Og det er simpelthen både dårlig stil og dårligt håndværk, mener retsordfører Karen Hækkerup (S).
"Det er dårligt forligshåndværk, at en minister, der siger han satser på et bredt samarbejde og på at finde fælles løsninger, ikke indkalder folk, som ellers er enige i mange af de ting, der bliver sat frem, til et møde," siger hun til Newspaq.
Hækkerup er blandt andet enig i, at der skal bygges et nyt fængsel, og at den såkaldte bande-task force i Karlslunde skal fortsætte.
Lars Barfoed (K) har skriftligt oplyst til Newspaq, at han ikke ser det som et problem, at Tryghedspakken fifler med politiforliget.
"Nu har forligskredsen som bekendt kun indgået en et-årig aftale om politiets økonomi. Derfor kan spørgsmål om politiets økonomi efter 2011 jo næppe være udtryk for et forligsbrud," skriver justitsministeren.
Det er ellers kotume på Christiansborg, at man inddrager forligspartnerne i ændringer - også selvom, der ikke er tale om et direkte forligsbrud.
Karen Hækkerup regner da heller ikke længere med at få en invitation til at diskutere ændringerne med justitsministeren, som hun ellers havde håbet på.
"Jeg fik desværre bekræftet, at regeringen og Dansk Folkeparti har nok i sig selv, og at de ikke lytter til de indvendinger, vi andre har," siger hun efter at være forholdt Barfoeds svar.
Hækkerup understreger, at sagen vil komme op i Folketingssalen.
"Der kan han ikke undgå at svare på spørgsmål," siger hun.