- Jeg har sat enormt pris på vores samarbejde, og jeg kommer til at savne dig, sagde en rørt statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin tale til 3F's afgående formand, Poul Erik Skov Christensen ved fagforbundets kongres søndag.
- Jeg har altid vidst, at jeg kunne regne med dig. Du er og bliver en god kammerat, og det har du været for mig. Du var aldrig længere end en sms eller opringning væk, når det har været svært.
Inden havde Poul Erik Skov budt statsministeren velkommen med stolthed:
- Det er historisk. Aldrig før i vores organisation har vi haft en statsminister i vores midte på en kongres.
Og resultaterne er til at føle på for 3F's medlemmer, fortsatte statsministeren:
- Du har opnået kæmpe resultater for dine medlemmer og Danmark. Arbejdsmarkedspensionen står som en milepæl. Du er fagforeningsformand af det gamle, solide format, men aldrig gammeldags.
- Du har så meget på hjerte og det er også derfor, du skal passe på det. For vores skyld, for din egen skyld, men også for dine nærmeste.
Og ingen skal tage fejl af, at uden Poul Erik Skov havde Danmark ikke fået en ny regering og en ny statsminister, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Efter 18 år i formandsstolen træder Poul Erik Skov Christensen tilbage. Han efterfølges af Per Christensen.
Om Poul Erik Skov kan holde sig helt væk fra politik, er uvist, men problemer med hjertet har ført til beslutningen om at træde tilbage.
- Når jeg siger, jeg skal ned i gear, så står jeg ikke med foden i døren til hospitalet. Jeg håber, at jeg får lejlighed til at dele den viden og erfaring, som jeg har, med andre, sagde han for nylig i et interview.
/ritzau/