Selvom de næsten har lukket sig inde i døgndrift, er S, SF og R langt fra at kunne skrive under på slutsedlen for et nyt regeringsgrundlag. Det fortæller en meget centralt placeret kilde fra ét af regeringspartierne.
"Vi kommer helt sikkert ikke til at blive færdige i denne uge. Vi kommer hen midt på næste uge, inden regeringen er klar," fortæller han.
I går fortalte en topkilde i Det Radikale Venstre, at regeringen med sikkerhed bliver tilføjet et 'R'.
"Nu er det jo sådan, at bordet fanger i politik. Og vi har siddet ved det forhandlingsbord så lang tid, at vi er blevet fanget af bordet. Man sidder ikke med i så mange dage, hvis man ikke er sikker på at nå til enighed. Lad os sige det på den måde: Det sker!," forklarede kilden.
Lige nu står hele Folketinget standby. S, SF og R vil lave så mange ændringer i ministerierne og i måden, udvalgene i Folketinget skal arbejde sammen med ministerierne på, at det har store konsekvenser for oppositionspartierne. Ingen af dem kan konstituere sig og fordele ordførerskaber samt udvalgsposter, i det man slet ikke ved, hvordan Folketinget kommer til at fungere med en rød regering.
"Det kribler og krabler da helt vildt meget i fingrene for at komme i gang, og det gælder os alle. Vi har i vores folketingsgruppe allerede mange, der har afgivet ønsker om hvilke politikområder de gerne vil have ordførerskaber på, så nu venter vi bare på, at de får lavet den regering, så vi kan komme i gang," fortæller tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
Skulle Helle Thorning-Schmidt ikke blive færdig med sin regering inden første tirsdag i oktober, må hun lide en grum tort. For så får Lars Løkke Rasmussen lov at bestige talerstolen i Folketinget og holde åbningstalen som fungerende statsminister.