Momssvindel, skattesvig og sort arbejde var de vigtigste anklager, da en 46-årig Bandidos-rocker i dag blev fængslet i 30 dage.
Manden blev i går anholdt som led i en større politiaktion, hvor otte adresser over hele landet blev ransaget af politiet.
Politiet har mørkelagt sagen, og grundlovsforhøret i formiddags blev også holdt for lukkede døre.
Politikommissær Bent Ludvigsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter dog, at den 46-årige mand er den eneste anholdte i sagen - indtil videre.
"Der er nogle personer, som vi skal ud og afhøre nu," siger han, og afviser hverken, at der rejses nye sigtelser mod den fængslede eller andre i sagen.
Store politistyrker deltog i aktionen - og det var nødvendigt med mange folk, siger politikommissær Bent Ludvigsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
"Vi skulle sikre beviserne i sagerne. Derfor var vi ude at ransage de otte adresser i går. Nu skal vi gennemgå det materiale, der er fundet," siger Bent Ludvigsen til Newspaq.