Ritt Bjerregaard er i sagen om Ungdomshuset for første gang i politisk stormvejr, siden hun blev båret ind på rådhuset som overborgmester med 60.000 personlige stemmer i ryggen.
Jo, jo, der er de 5.000 boliger til 5.000 kroner på Kløvermarken, og sagen om hende og væbner Klaus Bondams private nej til en pengegave fra Realdania. Men det er sager, der for de fleste borgere forplumres i juridisk og økonomisk fnidder-fnadder.
Letfattelige principper
Ungdomshuset derimod, handler om letfattelige principper og mennesker af kød og blod. Ritt Bjerregaard har aldrig forestillet sig, at Jagtvej 69 skulle tvinges fra Faderhuset, men hun har haft svært ved at affinde sig med sin tiltænkte rolle som aben, der sidder med en hånd for øjne, ører og mund.
Ingen tvivl om at Ritt Bjerregaard, da Faderhusets nej til at sælge Jagtvej 69 stod bøjet i neon, i sit stille sind forbandede kommunens beslutning om at sælge huset i sin tid – i øvrigt under ledelse af hendes partifælle og forgænger Jens Kramer Mikkelsen.
Men da Ruth Evensen med gammeltestamentlig patos stod fast på sin uomtvistelige ejendomsret til huset, måtte Ritt Bjerregaard se virkeligheden i øjnene og slå ind på en fast kurs.
Det har hun ikke magtet.
Ritt Bjerregaard trådte selv ind på scenen, efter at hendes gruppeformand i borgerrepræsentationen, Jesper Christensen, i oktober var medunderskriver af et brev til Ruth Evensen. Et brev, der må betegnes som det største politiske selvmål i nyere tid. Blandt andet truede politikerne med ulovlig lokalplan og med, at Ruth Evensen ikke ville kunne få udført arbejde på huset, hvis ikke hun solgte Jagtvej 69 til Fonden.
12. december 2006 udtalte Ritt Bjerregaard til pressen, »at kommunen ikke kan gøre mere i sagen«.
Et synspunkt, der politisk virkede som det eneste rigtige, efter at tre retsinstanser har fjernet de unges brugsret til huset. Det er sjældent kønt, når politikere blander sig, når retten har talt. Siden har Ritt Bjerregaard uophørligt netop blandet sig i Ungdomshusets fremtid.
Hendes argument, om hun så mødtes med politidirektøren og Knud Foldschack fra Fonden for at presse Faderhuset til et salg, eller opfordrede finansministeren til at sælge en statslig bygning, har været, at hun føler et ansvar for, at byen ikke geråder ud i brand og ballade.
Det er et smukt forsæt, men har uheldige konsekvenser. Københavns overborgmester optræder som Københavns overborgmester, uanset i hvilken anledning hun stiller op.
Altid overborgmester
Derfor kan hun ikke lægge pres på Ruth Evensen eller foreslå finansminister Thor Pedersen eller Christiania at lægge bygninger til, samtidig med at hun fastholder, at en politisk løsning er umulig. Ikke mindst de unge mennesker får den opfattelse, at jo mere man skaber sig, jo mere opmærksomhed får man.
Og almindelige mennesker må undre sig over, at hele det kommunale maskineri bliver sat i bevægelse for at hjælpe en flok unge, hvis argumenter består af fuck-fingre og brosten.Det er forståeligt, at Ritt Bjerregaard forsøger at holde alle døre åbne i den penible sag.
Ungdomshuset ER en problemstilling, som deler byens borgere, men politisk lederskab handler om at udstikke en kurs og lægge sig fast.
Det må være enten-eller. Enten finder Ritt Bjerregaard selv et hus til de unge mennesker, eller også må hun læne sig tilbage og lege sky abe og lade politiet og markedskræfterne råde.
Mads Jensen er redaktør på Nyhedsavisens Københavns-redaktion.