Klaus Riskær Pedersen skal seks år bag tremmer. Det er konsekvensen af den dom, som Østre Landsret onsdag formiddag afsagde.
Dermed slipper Riskær et år billigere end ved den tidligere dom i byretten, der gav ham syv års fængsel for blandt andet skyldnersvig.
Dommen var delt i to: tre et halvt år for mandatsvig i forbindelse med Cybercity-eventyret og to et halvt år forbedrageri.
Hovedpersonen selv noterede sig, at dommen for Cibercity-delen var rimelig.
- Jeg angrer ikke noget vedrørende Cybercity. Der er ikke noget at gøre ved det - der er en regning, og den betaler jeg.
- Jeg skal sidde og kukkelure i tre et halvt år. Det er ærgeligt, men sådan er det, sagde han.
Til gengæld var han stærkt fortørnet over dommens sidste del på to et halvt år.
- En dom på seks år, hvor jeg skal sidde tre et halvt år i fængsel, er ikke en lettelse. Det mener jeg er uhyrligt, sagde Riskær, der tvivler på, om han vender 100 procent tilbage som forretningsmand, når han kommer ud fra fængsel.
- At jeg skal komme ud af spjældet og lave forretninger, det tvivler jeg på.
- Det er fortiden, der sat punktum for. Jeg er bekymret for fremtiden -om det punktum er så stort, at det spænder ben for fremtiden også.
Anklageren i sagen begærede, at Klaus Riskær Pedersen skal føres direkte til fængslet fra retten. Men efter en kort vurdering besluttede de tre juridiske dommere, at Klaus Riskær Pedersen ikke sendes direkte i fængsel.
Dommerne vurderede, at risikoen for at Klaus Riskær Pedersen flygter ud af landet er meget lille.
(Opdateres)