»Fik du den? Det er vigtigt.«

Finansmanden og iværksætteren Klaus Riskær Pedersen har netop afsluttet en yderst billedrig forklaring om en bjergbestigning for at sætte ord på, hvordan han tackler modstand.

Og han må jo vide det. I sit 53 år lange liv har han været involveret i én konkurs, to skilsmisser, fået masser af høvl i medierne og inden længe, skal han i fængsel.

Men historien om bjergbestigningen har fået ham gennem det hele.

Den venter vi dog lidt med.

Forretning er krig

For det er en længere kamp at få Klaus Riskær til at sætte ord på den modstand, han har mødt. Det skyldes i høj grad, at han egentlig ikke svarer på spørgsmål. Spørgsmålene bliver mest brugt som et oplæg til at lade begejstringen flyde over i en talestrøm, der handler om nuværende projekter.

Fortiden er ligegyldig, det er nuet og fremtiden, der tæller.

Med en voldsom entusiasme fortæller han om det interaktive bogprojekt Understrøm, hvor alle kan læse, høre og blande sig i Klaus Riskærs tanker om alt fra rugemødre til politik og fra fattigdom til børnefamilier.

Som små afstikkere i strømmen af ord, gør han det klart, at han ikke køber præmissen om, at hans liv er historien om en mand, der på skift bliver dunket i hovedet og vender tilbage.

»Forretningslivet er én lang krig. Man vinder nogle slag og taber andre,« siger han og understreger, at han ikke konstant er i kamp.

»Imellem slagene sørger jeg for at holde pauser, hvor jeg sidder bag fronten, tyller lidt rødvin, ser udover slagmarken og analyserer det seneste slag.«

Men han vender altid tilbage til fronten.

Lede sataner

Klaus Riskær kan godt se, at de besværligheder han tumler med, virker alvorlige, men han mener ikke, det er værre, end hvad alle andre roder rundt med.

»En konkurs er en led satan, og det er en led satan at ryge i spjældet. Og hvad så? Så bærer jeg rundt på et par lede sataner, men jeg tror på, at summen af de problemer du har, er konstant,« siger han og advarer om, at den pointe, der er på vej, er en gammel favorit.

»Men vi har alle sammen kun plads til en vis mængde problemer. Og hvis ikke der er plads til flere, så løser man sit problem.«

Han benægter, at det seneste nederlag – seks års fængsel for bedrageri og mandatsvig – er et af den slags problemer, han ikke kan løse og komme videre fra.

»Jeg bliver kun stærkere, når jeg er kommet over det bjerg.«

Og her er vi tilbage ved historien om bjergbestigningen.

Råd fra Gajol-æsken

Bjergmetaforen handler om, at alt, der ser besværligt ud, kan overvindes. Tiden sletter alle spor.

Og så er det ligegyldigt, om det er en konkurs, en skilsmisse, en tur i spjældet, eller nogle af de andre problemer, der rammer alle, der bevæger sig ude i virkeligheden.

Problemer er bjerge, der skal bestiges, så man kan komme ned på den anden side.

»Selvfølgelig bliver det en hård tur, men man må aldrig bilde sig selv ind, at bjerget ikke kan overvindes, for så bliver man spærret inde. Og pludselig er det, der egentlig er en udfordring, blevet til en forhindring,« siger han.

Det er her, han skal forvisses om, at pointen er noteret.

Så griner han selv af de livskloge ord, der lyder som noget, der kan stå bag på en Gajol-æske, men understreger hurtigt, at det ikke er for sjov.

»Det er banalt, men det er også fuldstændig rigtigt og noget, alle bør tage med sig.«