- Den fallerede og nu bedrageridømte finansmand Klaus Riskær skal afsone den seks år lange fængselsdom for bedrageri i Horserød Statsfængsel. Det fortæller Riskærs ældste søn Christian til B.T.
Endnu ved Klaus Riskær ikke, hvornår han skal pakke tasken og drage mod fængslet, men når det sker, er der mange, der skal siges farvel til.
Selvom Horserød er et åbent fængsel bliver hans kontakt med omverdenen nemlig meget sparsom. Som nyindsat har han således kun ret til ét besøg om ugen, og der går længe, før han får lov til egentlig udgang – hvis altså han opfører sig ordentligt i fængslet.
Ingen kontakt til lille dreng
Særligt hårdt bliver det, har Riskær tidligere fortalt, at skulle undvære kontakten til den yngste af hans tre sønner – den 10 måneder gamle Kristoffer – som han har fra et tidligere forhold. Hverken moderen eller Riskær selv synes, at et fængsel er et sted for et lille barn, og han regner dermed ikke med at se ham, før han selv får lov til at forlade fængslet.
De to sønner fra Riskærs tidligere ægteskab og den nuværende kæreste, 22-årige Darja Pahhota, må så deles om den sparsomme besøgstid.
Selv synes Riskær det er en straf oveni straffen på den måde at blive forhindret i at se sine nærmeste. Til Her og Nu har han tidligere sagt:
-Det er hårde sanktioner mod uskyldige familiemedlemmer, siger en knust Klaus Riskær til Her & Nu.